Optagelseskrav
For at blive optaget skal du have afsluttet en adgangsgivende eksamen: Studentereksamen, HF-eksamen, HHX eller HTX.
Tilmelding
Tilmelding til GSK-fag foregår på to måder:
1. På særlige GSK-hold: VUF udbyder GSK-hold, men med Københavns VUC (KVUC) som koordinator. Tilmelding til VUFs GSK-hold foregår derfor på KVUC, men undervisningen finder sted på VUF. På KVUCs hjemmeside www.kvuc.dk finder du et elektronisk ansøgningsskema.
I foråret 2012 udsendes et katalog over disse hold, og de offentliggøres ligeledes på hjemmesiden www.gsdanmark.dk.
Ansøgningsfrist er den 15. august 2012 for kursusstart i efterårssemesteret 2012, 1. december 2012 for kursusstart i forårssemesteret 2013 og 5. juli 2012 for sommerferiekurser 2012.
2. På VUFs enkeltfagshold: Du kan også følge en række GSK-fag på VUFs enkeltfagshold. Tilmeldingen foregår på KVUC.
Økonomi
Undervisningen er gratis ved tilmelding via en GSK-koordinator. Dog betales der en kursusafgift på 450 kr. pr. fag, hvis din adgangsgivende eksamen er mere end to år gammel.
Hvis du følger undervisningen i mindst 16 timer om ugen i suppleringsfagene, er du berettiget til SU - også selv om du har fået SU til din afsluttende gymnasiale uddannelse. SU til supplering trækker ikke fra i en senere videregående uddannelse.
Når du deltager i enkeltfagsundervisning, og uddannelsen er en heltidsuddannelse (minimum 23 timer ugentligt), kan du få SU (Statens Uddannelsesstøtte), hvis du er 18 år eller derover. Personer over 25 år kan i visse tilfælde få SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte). Derudover kan du få rabat på den daglige transport. Støtten er betinget af, at reglerne om studieaktivitet overholdes.
Undervisning, boglån, eksamen og eksamensbevis er gratis, mens anskaffelse af lommeregner og evt. ordbøger er for egen regning.
SU
Hvis du er 18 eller 19 år, ligger satserne fra 1.254 kr. til 5.662 kr. pr. måned før skat afhængig af dine forældres indkomst og din boligsituation.
Hvis du er 20 år eller derover, ligger satserne fra 2.815 kr. til 5.662 kr. afhængig af, om du er hjemme- eller udeboende. Du skal søge SU via www.su.dk og bruge din NemID.
Derudover er det muligt at søge tillæg for enlige forsørgere, SU-lån og HyperCard (se nedenfor).
SVU
I 2012 er SVU-satsen 3.064 kr. for en uges fuldtidsundervisning (37 timer ugentligt). Satsen er afhængig af din alder. Du kan søge SVU, hvis du er i arbejde. I nogle tilfælde kan du modtage SVU, når du er ledig. Hvis du opfylder reglerne for at få SVU og ønsker at søge, skal du henvende dig i studievejledningen på VUF. Du skal søge SVU via et ansøgningsskema, som du finder på www.svu.dk.
HyperCard
Du har mulighed for at søge om rabat på den daglige transport (HyperCard), når du følger undervisningen i enkeltfag, og din uddannelse er fastlagt som heltidsundervisning med mindst 23 timer ugentligt (17 timer, hvis du har barn under 7 år).
Du kan få HyperCard i den periode, hvor du er aktiv på uddannelsen. Der er en egenbetaling for HyperCard på 9,86 kr. pr. dag (300 kr. pr. mdr.).
Du skal have en NemID for at søge om kortet.
Yderligere information
Find mere information om de økonomiske støtteordninger på:
- www.su.dk - Statens Uddannelsesstøtte
- www.svu.dk - Statens VoksenUddannelsesstøtte
- www.hypercard.dk
- www.uddannelseskort.dk - transportstøtte
VUF har udarbejdet en vejledning vedr. ansøgning om SU. Vejledningen kan fås i receptionen, studievejledningen og hos SU-administrationen. Derudover ligger vejledningen tilgængelig på www.vufintern.dk.
Har du spørgsmål om SU, SVU eller HyperCard, kan du henvende dig til SU- administrationen på både Falstersvej og Lindevangs Allé.
Er du interesseret i at høre mere om GSK, kan du kontakte din GSK-koordinator (se www.gsdanmark.dk).





