Studenterkursus er den eneste måde, hvor du på kun to år kan tage en almen studentereksamen - med alle de fag og niveauer, der kræves for at komme ind på videregående uddannelser. Uddannelsen giver samme kompetence som en studentereksamen fra gymnasiet.
På Studenterkursus møder du studerende med meget forskellige baggrunde. En del kursister har en fortid i gymnasiet/hf/hhx/htx, andre har været i erhvervslivet i en periode, nogle har gået på højskole og andre har rejst rundt i verden. De fleste har altså prøvet andet end blot at gå i skole.
Student på 2 år
Studenterkursus er for voksne i alle aldre. Den typiske kursist er mellem 20 og 30 år. At tage en studentereksamen på blot to år kræver, at du har fokus på de faglige mål og deltager aktivt i undervisningen. Med en skoledag typisk fra kl. 8 til 15, efterfølgende lektier og skriftlige opgaver stilles der store krav til kursisterne. Lærere, studievejledere og administration lægger derfor vægt på at støtte og vejlede dig, så du får det bedste udbytte af din uddannelse.
Udover den egentlige undervisning har VUF flere studiecentre og en lektiecafe, som du frit kan benytte i mellemtimer og efter skoletid. På Studenterkurset følger du den samme klasse i to år i de fleste af fagene. Det giver trygge rammer og et godt netværk.





